Xbox One

Behøver du en Xbox One, hvis du har PS4? Hvilken model, skal du købe?

Okay, jeg indrømmer det blankt, jeg er ikke den hurtigste knallert på havnen. Xbox One har været på markedet længe efterhånden. Og selv om jeg er den lykkelige ejer af forgængeren Xbox 360, har jeg egentlig ikke haft lyst til at købe den nye. I stedet købte jeg som så mange andre PlayStation 4, som fik et kæmpe forspring til Xbox One i mange lande pga. en masse kludder fra Microsofts side med at få xkassen ud til den lovede dato.

Siden hen kunne jeg ikke rigtigt overbevise mig selv om, at jeg behøvede en Xbox One. Før nu.

Dels er priserne faldet markant, sikkert pga. den nye S-model af Xbox One, der slippes løs nu. Og dels er der bare nogle ting, der gør Xboxen til et rigtigt godt køb. Mere om det lige om lidt.

Først det med spiltitlerne. Det har længe ærgret mig, at Halo 5 ikke var i mit spilbibliotek. Da jeg så ydermere opdagede, at den genoplivede klassiker Elite Dangerous var tilgængelig på Xbox One, begyndte mit dankort at ligge uroligt i tegnebogen. Der er masser af andre titler, der er eksklusive for Xbox One, som du kan se på denne liste, jeg linker til. Hvis nogle af dine favoritter er på listen, så har du allerede et godt argument for at købe dig en Xbox One. Men er der flere?

Xbox One lokker også med, at den er et komplet underholdningscenter, hvor du kan spille spil, høre musik, se film og tilgå diverse nettjenester. Der er apps til Netflix, Viaplay, IGN og Youtube med flere. Men hvor pokker blev HBO Nordic lige af? Den var da på Xbox 360. Det må I godt lige få fikset, Microsoft. Ingen underholdningscentral er komplet uden Game of Thrones! Desværre er udvalget af apps og tjenester i det danske område ikke så imponerende som i fx USA. Måske kommer vi efter det. Ellers er der altid den mulighed at indstille din Xbox’ placering til over there og oprette en amerikansk Live-konto. Så vidt jeg ved, er ingen af delene imod gældende love og regler.

Anyways. Når du som jeg frem til, at en Xbox One skal købes, så skal man jo både finde en model og en sælger. På grund af den nye S-model er der masser af kampagner i de store kæder. Elgiganten sælger p.t. en pakke med en Xbox og FIFA 17. Man kan givetvis også finde masser af gode tilbud hos netsælgerne. Men jeg er oldschool. Jeg hader at handle hos folk, der intet ved om deres varer (jeg har haft skrækkelige oplevelser på den konto hos nogle af de store kæder). Og så foretrækker jeg en fysisk sælger i nærområdet, hvis man nu har brug for yderligere råd eller – Gud forbyde det – varen ikke virker.

Jeg endte inde på Fisketorvets shoppingcenter her i København, hvor jeg snakkede et godt stykke tid med en fremragende ekspedient i GameStop. Omgivet at niårige drenge, der hoppede energisk rundt blandt Pokemon-kort og brugte spil, forelagde jeg ekspedienten nogle af ovenstående overvejelser, og vi snakkede også om den nye S’er. For mig var den klassiske Xbox One det mest åbenlyse valg. Microsoft skulle angiveligt have en ny, banebrydende model i pipelinen om et års tid. Til den tid giver det måske mening at skifte. Læg dertil, at mit nuværende TV slet ikke er gearet til alle de grafiske krumspring, S kan smide efter det. Det plus en god pris på de gamle modeller gjorde, at valget faldt på klassikeren.

Og hvordan er den så, den Xbox One?

Det gode først. Den er vildt nem at sætte op. Brugermenuerne er rimeligt nemme at tilgå, især hvis man har erfaring fra Xbox 360. Apps og spil kører upåklageligt. Jeg har brugt en hel weekend i selskab med Halo 5 og Elite Dangerous, så der er stadig masser af apps og spil, jeg ikke har fået kigget på.

Apropos spil, så har Microsoft en vildt god aftale med firmaet EA, hvor man for 195 kroner om året, kan hente og spille en imponerende suite af EA’s titler, også det nye FIFA 17 fx. DLC-indhold er ikke med, det skal tilkøbes, men “bare” de grundlæggende spil er sandt for dyden også en god handel. Det tilbud får du ikke hos PlayStation. Kaster du dig ydermere ud i et Live Gold-medlemskab, så er der masser af gratis spil. Har du købt spil digitalt til Xbox 360, så er Xbox One bagudkompatibel, og de ligger bare og venter på, at du downloader dem, endnu et point til Xbox over PS4, hvor man skal betale kassen for “nye” versioner af gamle PS3-spil.

En vanvittigt vigtig og god ting ved Xboxen er, at man kan tilslutte en ekstern harddisk. Min boks er på en terabyte, men selv den plads får hurtigt ben at gå på med spil som Halo 5. Så her er klart et point til Xbox over PS4, hvor man skal ind i selve konsollen og skifte hele harddisken for at få mere plads.

Er du Windows-bruger (det er jeg ikke), så snakker din Xboks fint sammen med din PC. S-modellens brugerflade ser i øvrigt ud til at være designet som Windows 10, så for alle fans af det styresystem er Xboxen hjemmevant.

Kinnect, teknologien hvor man kan styre og spille på Xbox ved hjælp af et særligt kamera, ser ud til at være ved at blive aflivet af Microsoft. Og helt ærligt, det var også mere sjov end nyttigt. Jeg har i hvert fald aldrig kunne styre spil ordentligt vha. Kinnect på Xbox 360. Så tørre tårer herfra. Måske bliver VR bedre.

Det knap så gode:

Så et par minusser. Installationstiden på spil er vanvittigt lang. En ting er opdateringer af systemsoftware og spil, men Halo 5 tog en hel eftermiddag at hente. Og jeg har pivhurtigt internet, så problemet ligger hos Microsofts servere. Det må kunne gøres bedre. Et andet minus er, at Microsoft holder traditionen højt med at skulle købe en masse ekstraudstyr, som burde følge med selve Xboxen. Genopladelige batterier til controlleren og en dims, så man kan tilslutte en hovedtelefon. Ting som disse burde ganske enkelt være en del af pakken. For Xbox 360-brugere er det ikke noget nyt. For folk, der migrerer fra en PlayStation, er det lidt af et kulturchok. Den sidste ting, jeg vil påpege, er støjen fra strømforsyningen. Måske er jeg en sart plante, men ting, der står og snurrer og summer lystigt, irriterer mig. Så allerede nu har jeg gjort det til vane helt at slukke for strømmen, når jeg ikke bruger boksen. Det er så ydermere godt for miljø og elregningen. Og så må jeg tage de opdateringer, der kommer, når jeg tænder boksen, i stiv arm.

Konklusionen:

Samlet set er der klart flere plusser end minusser ved Xbox One. Jeg er allerede rimeligt forelsket i kassen. For mig er den absolut vigtigste faktor, når man skal beslutte køb eller ej, spillene. De eksklusive spiltitler og de gode tilbud på nye og gamle spil. Alle de andre apps finder du også på en PlayStation eller et Apple TV. Så er du allerede ejer af en PS4, så sæt dig ned og kig på listen over eksklusive spil til Xbox One og de gode tilbud. Og vælg så, om du ikke kan leve uden de spiltitler.

Den klassiske Xbox One er lidt klodset designet sammenlignet med PS4, de nye s-modeller er mere sexede, så er design og hvordan boksen passer ind i din dagligstue vigtigt for dig, så er det også en faktor at tænke ind i valget.

Microsoft malker kunderne unødigt ved at gøre nødvendigt gear til ekstraudstyr, der skal købes. Det var dårlig stil ved Xbox 360. Det er det stadig. Til gengæld er der flere muligheder for tilslutning af nyttigt ekstraudstyr (harddisk fx) på Xbox One end PS4.

Xbox One er en fantastisk konsol. Prisen er fin. Spiludbudet og tilbudene på spil er fremragende. At Microsoft er bagud på point i forhold til PS4, er ikke konsollens skyld. Det bliver spændende at følge den fremtidige udvikling og konkurrence med de nye S-modeller på markedet.

Reklamer

Goodreads

goodreadsMost of you probably know about goodreads, at least if you – like me – are a bookworm. If not, here’s the very short version: goodreads is a site that lets you keep track on all the books you want to read, have read, or are currently reading. It’s also a very great site to get inspiration for new reading and discover old books you always wanted to read. In other words it’s (among other things) your very own virtual book catalogue. A lot of authors have profiles on the site where you can get a lot of information about upcoming and old books. Also, you can read or write book reviews, debate in groups and – probably most important of all – get to know other book lovers.

If you click the photo it will direct you to my profile on goodreads. I read (and write about) a lot of different genres. Sometimes in Danish, sometimes in English, depending on the book I’m reading and the subject matter. The site is originally in English but being a Dane I’m happy to see that more and more Danish authors and bookworms are finding their way onto the site.

Besides focusing on specific books or titles you can also choose to dive into various subjects like philosophy, history, politics, etc. The groups on goodreads are a great place to start if you’re interested in a specific subject, era or genre.

Goodreads has a corporation with amazon, you know, the huge internet book store, so if you’re the proud owner of a kindle reader you can access your goodreads profile from there. This is rather nifty and very useful.

Do drop by on goodreads and don’t be afraid of adding me as a friend. Like any social site, goodreads only really gets fun when you start interacting with other people 🙂

Løbende tjener

Løbende tjenerLøbende tjener? Nej, det er ikke Venstre-regeringens seneste jobskabelsesprojekt, men en krimi af Dennis Jürgensen. Dennis ? Jürgensen? Kan han skrive krimier? Er det ikke normalt noget med gys, gru og colaer på børneværelset. Jo. Til det hele.

For Dennis (jeg tillader mig at være på fornavn) KAN sandt for dyden krimihåndværket, hvilket måske ikke burde komme som en overraskelse for de af os, der har snuset til Dennis’ skriblerier før, manden har immervæk et gudsbenådet talent. Men fordi man er god i en genre, behøver man jo ikke være det i en anden. Men det er han. Ligesom Susanne. Susanne? Jeg hader Susanne (bare syng med). I ved, de der typer, der kan alt. Men Dennis tilgiver jeg alt, bare han fortsætter med at skrive. Også krimier.

“Løbende tjener” er en Roland Triel-krimi, hvilket givetvis ikke siger dig et klap. Med mindre du har læst bogen. Men Triel, som han kaldes i bogen, er ud over at være hovedperson efterforskningsleder i Københavns Politi og arbejder i afdelingen for personfarlig kriminalitet, som bl.a. tager sig af drabssager. Jeg vil ikke spoile noget ved at gå dybere ind i handlingen eller personen Triel, men jeg afslører ikke for meget ved at sige, at Triel lægger sig i sporet af halvgamle, skrammede mennesker, der nok ikke burde lave, hvad de laver, men alligevel er pokkers gode til det. Altså klicheen om den lettere ramponerede politimand med lig i lasten.

Dennis har været inde og snuse til lugten i bageriet på Politigården i København, for hans beskrivelser af tonen og miljøet rammer med en John Faxesk term bolden lige i røven. Der er ikke noget mere irriterende end at tage en forfatter i utilsigtede faktuelle fejl (med mindre man er litteraturanmelder).

Dennis formår trods det genretypiske forlæg at holde Triel fri af klicheernes værste hængedynd. Som læser kommer man (jeg) til at holde af Triel og hans kolleger. Måske fordi manden har så tilpas mange fejl, som enhver der har levet mere end 14 dage kan relatere sig til. Og – hvad der er nok så vigtigt – så formår Dennis at spinde Triel ind i et godt plot med en værdig modstander, der er tilpas syg i potten til at gøre vedkommende spændende.

Jeg græd, jeg grinede, jeg var spændt, jeg havde ondt i maven. Det sidste havde nok en del at gøre med den ublu mængde af lakridser, denne bog krævede under læsningen. Men hånden på ærten: det er en skide god krimi.

Bind to i serien, “Dansende røde bjørne“, er ifølge forlaget Tellerups hjemmeside liiige ved at være klar til forudbestilling. Jeg rækker hånden op og bestiller et eksemplar. Triel kan meget vel være kommet for at blive. Og, tør man vove den ultimative helligbrøde? Jeg kan bedre lide Triel end afdeling Q. Der. Jeg sagde det sgu.

Her går det godt, fru kammerherreinde

Skattekaos DRFor mig er det her blot endnu et symptom på en dybt syg ledelse af de offentlige arbejdpladser. Fotoet er fra en artikel på Danmarks Radios hjemmeside.

Jovist, der ansættes medarbejdere – eller rettere: folk, der skulle afskediges beholdes, indtil videre. Men hvorfor? Hvad er baggrunden?

Det er ubegribelig inkompetance. Og det er den pæne udlægning.

Der jongleres rundt med konsulentrapporter, organisationsdiagrammer, udliciteringer, nedskæringer, fyringer og debile IT-systemer.

Lederne holder solidt hånden for begge øjne, lukker ørerne og rapporterer op i systemet til de politiske ledelser og ministerier, at der er styr på det hele, og at alt kan klares ved lidt omrokeringer og nye prioriteringer. Dem, der rent faktisk ved, hvad der foregår i butikken, lyttes der ikke til. Lederne er der kun ganske kort tid. Den æra, hvor lederne rent faktisk var så længe på en arbejdsplads, at de fik begreb om, hvad der foregår, er forbi. To, tre fire år – så er det videre.

Når så balladen bliver så tilpas stor, at medierne begynder at interessere sig for den, er alle de ledere, der forsikrede om, at alt var i orden over alle bjerge i færd med at smadre en anden arbejdsplads.

Jeg ser det som en uhellig blanding af ambition, ligegyldighed, naivitet og handlen mod bedre vidende.

Konsekvenser? Dem bruger vi ikke. Altså for lederne. De flyttes højst. I værste fald ryger nogle lavere rangerende chefer. De tilbageværende medarbejdere på gulvet og ved skrivebordene rundt omkring i organisationerne står tilbage med alle problemerne.

Hele New Management-tanken kunne H.C. Andersen ikke have skrevet bedre i Kejserens nye Klæder. I hvert fald sådan som den er endt.