Goodreads

Most of you probably know about goodreads, at least if you – like me – are a bookworm. If not, here’s the very short version: goodreads is a site that lets you keep track on all the books you want to read, have read, or are currently reading. It’s also a very great site to get inspiration for new reading and discover old books you always wanted to read. In other words it’s (among other things) your very own virtual book catalogue. A lot of authors have profiles on the site where you can get a lot of information about upcoming and old books. Also, you can read or write book reviews, debate in groups and – probably most important of all – get to know other book lovers.

If you click the photo it will direct you to my profile on goodreads. I read (and write about) a lot of different genres. Sometimes in Danish, sometimes in English, depending on the book I’m reading and the subject matter. The site is originally in English but being a Dane I’m happy to see that more and more Danish authors and bookworms are finding their way onto the site.

Besides focusing on specific books or titles you can also choose to dive into various subjects like philosophy, history, politics, etc. The groups on goodreads are a great place to start if you’re interested in a specific subject, era or genre.

Goodreads has a corporation with amazon, you know, the huge internet book store, so if you’re the proud owner of a kindle reader you can access your goodreads profile from there. This is rather nifty and very useful.

Do drop by on goodreads and don’t be afraid of adding me as a friend. Like any social site, goodreads only really gets fun when you start interacting with other people 🙂

Løbende tjener

Løbende tjener? Nej, det er ikke Venstre-regeringens seneste jobskabelsesprojekt, men en krimi af Dennis Jürgensen. Dennis ? Jürgensen? Kan han skrive krimier? Er det ikke normalt noget med gys, gru og colaer på børneværelset. Jo. Til det hele.

For Dennis (jeg tillader mig at være på fornavn) KAN sandt for dyden krimihåndværket, hvilket måske ikke burde komme som en overraskelse for de af os, der har snuset til Dennis’ skriblerier før, manden har immervæk et gudsbenådet talent. Men fordi man er god i en genre, behøver man jo ikke være det i en anden. Men det er han. Ligesom Susanne. Susanne? Jeg hader Susanne (bare syng med). I ved, de der typer, der kan alt. Men Dennis tilgiver jeg alt, bare han fortsætter med at skrive. Også krimier.

“Løbende tjener” er en Roland Triel-krimi, hvilket givetvis ikke siger dig et klap. Med mindre du har læst bogen. Men Triel, som han kaldes i bogen, er ud over at være hovedperson efterforskningsleder i Københavns Politi og arbejder i afdelingen for personfarlig kriminalitet, som bl.a. tager sig af drabssager. Jeg vil ikke spoile noget ved at gå dybere ind i handlingen eller personen Triel, men jeg afslører ikke for meget ved at sige, at Triel lægger sig i sporet af halvgamle, skrammede mennesker, der nok ikke burde lave, hvad de laver, men alligevel er pokkers gode til det. Altså klicheen om den lettere ramponerede politimand med lig i lasten.

Dennis har været inde og snuse til lugten i bageriet på Politigården i København, for hans beskrivelser af tonen og miljøet rammer med en John Faxesk term bolden lige i røven. Der er ikke noget mere irriterende end at tage en forfatter i utilsigtede faktuelle fejl (med mindre man er litteraturanmelder).

Dennis formår trods det genretypiske forlæg at holde Triel fri af klicheernes værste hængedynd. Som læser kommer man (jeg) til at holde af Triel og hans kolleger. Måske fordi manden har så tilpas mange fejl, som enhver der har levet mere end 14 dage kan relatere sig til. Og – hvad der er nok så vigtigt – så formår Dennis at spinde Triel ind i et godt plot med en værdig modstander, der er tilpas syg i potten til at gøre vedkommende spændende.

Jeg græd, jeg grinede, jeg var spændt, jeg havde ondt i maven. Det sidste havde nok en del at gøre med den ublu mængde af lakridser, denne bog krævede under læsningen. Men hånden på ærten: det er en skide god krimi.

Bind to i serien, “Dansende røde bjørne“, er ifølge forlaget Tellerups hjemmeside liiige ved at være klar til forudbestilling. Jeg rækker hånden op og bestiller et eksemplar. Triel kan meget vel være kommet for at blive. Og, tør man vove den ultimative helligbrøde? Jeg kan bedre lide Triel end afdeling Q. Der. Jeg sagde det sgu.

Det der ikke keder os ihjel

OBS! Anmeldelsen nedenfor fra litteratursiden.dk indeholder spoilere, så læs den ikke, hvis du ikke har læst bogen endnu. Men den giver et godt rids af bogens handling. Selv hader jeg at læse beskrivelser og referater af en bog, før jeg kaster mig over selve bogen, men vi er jo forskellige.

Jeg gav selv bogen fire ud af fem stjerner på goodreads.com. Lagercrantz falder på ingen måde igennem, hvilket jeg var spændt på, ikke mindst på grund af alt det drama og halløj, der gik for sig op til bogens udgivelse.

Mest var jeg spændt på, hvordan Lagercrantz ville tackle Salander-figuren. Det har han gjort ved at gøre hende mere tilbagetrukken end i de første tre bind (eller husker jeg forkert?). Hvorom alting er, så er det Blomkvist, der er bogens hovedperson, og Salander bruges sparsomt hist og her. Men når hun gør, er hun lige så rå og kontant, som jeg husker hende fra de øvrige bind i serien, grænsende til overmenneskelig.

Der er en del techno-babble i bogen, men det virker ikke påtaget. Oven i købet giver det mening og er velresearchet. Jeg fandt fx ud af, hvad en Blackphone er. Kender du, kære læser, sådan en?

Nogle moderne forfattere falder i fælden med at gøre bøger ulideligt lange. Lagercrantz rammer den ret fint her. Handlingen skrider naturligt frem uden passager, hvor man bare sidder og venter på, at der skal ske noget.

Jeg blev totalt fanget af bogen. Den er spændende, godt skrevet og glimrende komponeret. Og nok så vigtigt: den er tro over for forlægget. Så mangler du en god bog til efterårsferien, så er den her. Og du får den oven i købet til en fin pris, da der ser ud til at være gået priskrig i den ude på bogmarkedet.

http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/det-der-ikke-slaar-os-ihjel-af-david-lagercrantz

Sikke en vidunderlig skam

  

Den her var sværere at få læst sig igennem, end jeg havde troet. Ikke fordi der er noget galt med bogen som sådan, jeg havde bare svært ved at få ind i mit hovede, hvad jeg læste: en erotisk roman, et debatindlæg, en psykologisk selvanalyse eller lidt af det hele. 

Der er lidt coitus interruptus over det, når de svedigste sexscener mikses op med side efter side af analyse af prostitutionens rolle og samfundets dom over samme. Eller når hovedpersonens følelser udpensles minutiøst. En gammel vending lyder noget i retning af: show, don’t tell. Desværre får hovedpersonen, Julie, alt for sjældent lov til at vise os læsere, hvad hun føler. I stedet fortælles det. Hun bliver holdt ud i strakt arm af en tredjepersonfortæller, der ved alt om hendes indre sjæleliv. Og elsker at fortælle om det. Lyder det som flueknepperi fra min side? Måske. Og måske er det simpelthen, fordi jeg har det mere end svært med samme trick i krimier (derfor læser jeg ikke så mange af de ellers højtbesungne femikrimier), at det pisser mig så meget af, at det kommer til at fylde så meget her. En markant undtagelse er i øvrigt bogens slutning (som jeg ikke vil spoile for jer). Her bliver Julie på paradoksal vis levende.

Jeg holder vildt meget af erotisk litteratur. Og af psykologi. Og af politik. Og af selvindsigt. Det er bare ikke så tit, at resultatet af at kyle det hele ned i en gryde og røre rundt bliver godt.

Når alt det er sagt, så er bogen velskrevet, sproget er godt, der er ikke for mange fejl (hvilket burde være en selvfølge, men langt fra altid er det fra danske forlag). Fik jeg det ikke sagt, så ER bogen altså både erotisk, pornografisk og ikke sjældent underholdende, de steder, hvor handlingen får lov at være handling.

Og, ikke mindst, så er det basalt set spændende med et indblik i en verden, der normalt er tilknappet bag røde gardiner. Rikke har begået en fin, fin debut.

Review: People Who Eat Darkness: The True Story of a Young Woman Who Vanished from the Streets of Tokyo–And the Evil That Swallowed Her Up

People Who Eat Darkness: The True Story of a Young Woman Who Vanished from the Streets of Tokyo–And the Evil That Swallowed Her Up by Richard Lloyd Parry

My rating: 4 of 5 stars

This is such a good read. Thrilling, unheimlich, fascinating, disgusting and intriguing.

It’s a story about the disappearance of a young British woman in the bizarre vortex of the Tokyo water business (the term used for a variety of adult or not so adult goings on). But it’s also – and perhaps even more – a story of trying to understand what can’t be understood. Of coming to grips with what can’t be gripped. Why this girl? Why (spoiler) did the abductor do as he did? What made him tick? And most chillingly of all, what if there really is no explanation to his crimes? What if he is simply a human, not the devil his actions suggest? The story is also a story about Japan and the Japanese. About a culture so hard to fathom – and perhaps because of this, so fascinating.

I recommend this book highly. You will not be able to put it down or easily forget it. Four (very big) stars out of five.

View all my reviews

Review: Kammerherrens nye klæder

Kammerherrens nye klæder by Niels Sandøe
My rating: 4 of 5 stars

Som mange andre, antager jeg, er navnet Fritz Schur noget, jeg primært er stødt på i forbindelse senest med salget af Dong og tidligere fra erhvervsnyheder, som jeg af princip kun lytter til med mindre end et halvt øre.

Bogen er ikke desto mindre fascinerende læsning, hvad enten man er interesseret i Dong, dansk erhvervsliv eller magtens korridorer. Som titlen antyder, er der tale om beskrivelsen af en mand, der tilsyneladende over alt andet har haft et projekt om selviscenesættelse og netværk. Et ret dækkende citat er at finde på side 246: “(…) Fritz Schur har især den betydning, man kan få, hvis det lykkes at overbevise andre om, at man er betydningsfuld”. Bogens rolle er som eventyrets lille dreng hos H.C. Andersen at råbe op om, at kejseren intet tøj har på. Jeg har ikke indsigt nok til at vurdere alle påstandes sandhedsværdi, men alene det faktum, at Schur angiveligt farer efter folk, der træder hans ære for nær. med en blanding af advokater og trusler, tyder på, at bogens forfattere givetvis har vejet hvert et ord på en guldvægt, før bogen røg i trykken.

Jeg følte mig både underholdt, provokeret og informeret ved læsningen. Bogen kan klart anbefales. Fire ud af fem stjerner herfra.

View all my reviews

Review: Niels Bohr må vende sig i sin grav. Om fornægtelsen af kernekraften.

Niels Bohr må vende sig i sin grav. Om fornægtelsen af kernekraften. by Thomas Grønlund Nielsen
My rating: 2 of 5 stars

Jeg hørte denne bogs forfatter i Forfra med Jeppesen på Radio24Syv og var først i tvivl om, der var tale om satire eller et mediestunt. Stort set hvert et ord ud af munden på Thomas Grønlund Nielsen stred mod alle de ting, jeg mente at vide om kernekraft. Udsendelsen provokerede mig, men gjorde mig samtidig nysgerrig nok til at indforskrive denne bog. Måske er manden bindegal, måske er alle vi andre. Men jeg er nu alligevel spændt på at læse bogen.

Linket til udsendelsen på Radio24Syv er her:
http://www.radio24syv.dk/programmer/forfra-med-jeppesen/11473324/forfra-med-jeppesen-uge-15-2015-2/

Følgende er skrevet efter at have læst bogen:

Thomas Grønlund Nielsen er ingelunde bindegal, som jeg spøgefuldt og polemisk hævdede ovenfor. Hans bog er et interessant indlæg i en nu om stunder ikke-eksisterende debat om kernekraft i Danmark. Jeg har ikke de videnskabelige meritter til at diskutere bogens naturvidenskabelige påstande, så det afholder jeg mig fra. Dog får det mig til at løfte i hvert fald et af mine to øjenbryn, når Grønlund Nielsen bruger megen energi på at argumentere for radioaktiv strålings positive effekter efter devisen: det, der ikke slår en ihjel, styrker en. Det andet øjnebryn ryger også i vejret, når han indleder bogen med et citat af Marie Curie, der mig bekendt døde af netop effekterne af stråling.

Meget af bogen går også på at begræde naturvidenskabens, navnlig fysikkens, som Grønlund Nielsen selv kommer fra, skæbne. Bogen fortæller en forfaldshistorie fra den gyldne æra med Niels Bohr til lukningen af Risø. Grønlund Nielsen ser dog lys i horisonten, fra Kina og Finland, der begge har et andet syn på naturvidenskab og kernekraft. At Kina også har en noget andet holdning til vurdering af prisen på menneskeliv forbigås i den forbindelse.

Jeg sad efter læsning af bogen tilbage med følelsen af, at forfatteren har en pointe, når han argumenterer for naturvidenskabens trange kår og den hjemlige debats videnskabelige stade, eller mangel på samme. Måske er jeg ganske enkelt for meget et barn af min tid til at kunne acceptere bogens præmis, at kernekraft er godt, at de iboende risici er små, og at de uheld, der uomgængeligt har fundet sted, er blevet blæst op af en ensidig og sensationslysten presse. Det er muligt, at forureningen ved fossilt brændsel i sidste ende koster langt flere liv end de uheld, der har fundet sted ved kernekraft. Jeg tror dog stadig på Murphys lov: når noget kan gå galt, så går det galt. Og når radioaktiv stråling er med i den ligning, sover jeg bedre ved slet ikke at spille spillet. Grønlund Nielsen bruger selv billeder fra spillefilm. Lad mig slutte med det samme. Også fra en 1980’er klassiker, War Games, hvor læresætningen i filmens slutning er: The only way to win the game is to not play.

View all my reviews

Den grænseløse kedsomhed spreder sig

Den grænseløse by Jussi Adler-Olsen

My rating: 3 of 5 stars

Jeg har det efterhånden lidt med Afd. Q-serien som med pizza eller vaniljeis: selv, når det er dårligt, er det ikke helt forfærdeligt. Sagt på en anden måde, så var “Den grænseløse” okay. Lidt for lang, måske, men dybest set underholdende og til tider en smule spændende. Men personerne er ved at blive lidt anløbne. Hvis jeg havde en tier for hver gang Assad skal have et “så” stoppet ind i en ytring, ville jeg være en holden mand. Assad er dog stadig den mest spændende figur i et tiltagende ligegyldigt persongalleri. Min konklusion: en fin bog, hvis du leder efter lidt uforpligtende ferielæsning.

View all my reviews