Niels Bohr må vende sig i sin grav. Om fornægtelsen af kernekraften. by Thomas Grønlund Nielsen
My rating: 2 of 5 stars
Jeg hørte denne bogs forfatter i Forfra med Jeppesen på Radio24Syv og var først i tvivl om, der var tale om satire eller et mediestunt. Stort set hvert et ord ud af munden på Thomas Grønlund Nielsen stred mod alle de ting, jeg mente at vide om kernekraft. Udsendelsen provokerede mig, men gjorde mig samtidig nysgerrig nok til at indforskrive denne bog. Måske er manden bindegal, måske er alle vi andre. Men jeg er nu alligevel spændt på at læse bogen.
Linket til udsendelsen på Radio24Syv er her:
http://www.radio24syv.dk/programmer/forfra-med-jeppesen/11473324/forfra-med-jeppesen-uge-15-2015-2/
Følgende er skrevet efter at have læst bogen:
Thomas Grønlund Nielsen er ingelunde bindegal, som jeg spøgefuldt og polemisk hævdede ovenfor. Hans bog er et interessant indlæg i en nu om stunder ikke-eksisterende debat om kernekraft i Danmark. Jeg har ikke de videnskabelige meritter til at diskutere bogens naturvidenskabelige påstande, så det afholder jeg mig fra. Dog får det mig til at løfte i hvert fald et af mine to øjenbryn, når Grønlund Nielsen bruger megen energi på at argumentere for radioaktiv strålings positive effekter efter devisen: det, der ikke slår en ihjel, styrker en. Det andet øjnebryn ryger også i vejret, når han indleder bogen med et citat af Marie Curie, der mig bekendt døde af netop effekterne af stråling.
Meget af bogen går også på at begræde naturvidenskabens, navnlig fysikkens, som Grønlund Nielsen selv kommer fra, skæbne. Bogen fortæller en forfaldshistorie fra den gyldne æra med Niels Bohr til lukningen af Risø. Grønlund Nielsen ser dog lys i horisonten, fra Kina og Finland, der begge har et andet syn på naturvidenskab og kernekraft. At Kina også har en noget andet holdning til vurdering af prisen på menneskeliv forbigås i den forbindelse.
Jeg sad efter læsning af bogen tilbage med følelsen af, at forfatteren har en pointe, når han argumenterer for naturvidenskabens trange kår og den hjemlige debats videnskabelige stade, eller mangel på samme. Måske er jeg ganske enkelt for meget et barn af min tid til at kunne acceptere bogens præmis, at kernekraft er godt, at de iboende risici er små, og at de uheld, der uomgængeligt har fundet sted, er blevet blæst op af en ensidig og sensationslysten presse. Det er muligt, at forureningen ved fossilt brændsel i sidste ende koster langt flere liv end de uheld, der har fundet sted ved kernekraft. Jeg tror dog stadig på Murphys lov: når noget kan gå galt, så går det galt. Og når radioaktiv stråling er med i den ligning, sover jeg bedre ved slet ikke at spille spillet. Grønlund Nielsen bruger selv billeder fra spillefilm. Lad mig slutte med det samme. Også fra en 1980’er klassiker, War Games, hvor læresætningen i filmens slutning er: The only way to win the game is to not play.
Prinsen på den skide hest 